Aarhus Update – Juni 2018

Aarhus Update – Juni 2018

Sommerens bedste nyhed:Restaurant Kohalen udvider åbningstiderne – nu med lørdagsåbent

På høje tid, er vi nok mange, der vil sige til nyheden om, at et af Aarhus’ mest ikoniske spisesteder, med nærmest kultstatus, udvider åbningstiden. Det er Restaurant Kohalen, det drejer sig om. Kvægtorvets, og Sydhavnens, helt unikke og fredede frokostrestaurant lytter til de mange gæster, og holder fra 18. august permanent åbent om lørdagen. En nyhed, som vi er en del, der i snart 20 år har ventet på.

Lørdagsfrokosten er vendt tilbage

Kohalen har altid haft succes med deres danske, klassiske frokostretter. De har gjort det så godt, at der stort set hver dag er fyldt til frokost – og det er en umådelig god idé at bestille bord. Restaurant Kohalen har i dag kun åbent til frokost i hverdagene. Sådan har det altid været. Gennem en del år er restauratørparret, Rita og Jes Laustsen, gang på gang blevet spurgt om, hvorfor de ikke havde åbent om lørdagen og om aftenen. Men det har restauratørparret ikke set nogen grund til, da det jo gik fint med de åbningstider, som der altid har været. Men da lørdagsfrokosten er ved at vende tilbage, og flere og flere gerne vil spise en god dansk frokost om lørdagen, er tiden inde til at give efter for gæsternes ønsker.

Menukortet er, selvfølgelig, som det altid har været

Restaurant Kohalen er kendt for deres gedigne og klassisk danske køkken, hvor man kan se, hvad der er på tallerkenen. Det bliver der ikke lavet om på. Så du kan bestille præcis det samme, som altid er på menukortet. Befriende med restauranter som holder fast i det, som fungerer og har fungeret i mange år. Restaurant Kohalen har siden 1907 serveret god dansk mad til den aarhusianske befolkning samt de folk, som slog vejen forbi Kvægtorvet.

Sommerferie og bordbestilling

Køkkenet har åbent fra klokken 11.30 til 16.00, som i hverdagene. Restauranten har åbent til klokken 18.00. Efter sommerferien åbner Kohalen mandag den 13. august, så den første lørdag, der er åbent til frokost, er den 18. august. Du kan allerede bestille bord nu, da der uden tvivl bliver rift om pladserne hos den historiske restaurant på Kvægtorvet i Aarhus.

Original anmeldelse: Aarhus Update

Anmelder: Jan L. Pedersen

Dato: 28. juni 2018