Den seje kohale
Kohalen har været sej, har den. Også navnet.
UDEFRA ligner restaurant Kohalen sådan et sted, hvor man godt kan risikere et par flade lussinger, hvis man kommer til at udtale Nørrebrogade på københavnsk.
Også indenfor er stemningen rustik, men venlig. »De’ i ååårn do,« sagde tjeneren i telefonen som bekræftelse på, at bordbestillingen var registreret.
Restaurant Kohalens røde teglstensbygning ligger så sært alene dernede i den østlige ende af Jægergårdsgade med havneanlæg og betonsiloer som nærmeste naboer.
Men man kan roligt gå ind. Trods beliggenheden, udseendet og de meget hjemmelavede prisskilte ude på fortovet har vi her at gøre med en af byens ældste og mest traditionsrige frokostrestauranter. Faktisk er det 101 år siden, det første frokostmåltid blev serveret i disse lokaler. Kohalen har været sej, har den. Også navnet. Forskellige restauratører har forsøgt sig med mere salonfæhige navne, men folkeviddet har ikke ladet sig diktere af smarte markedsføringsfolk med brede slips.
Kohalen hedder restauranten, og det har den altid gjort, uanset hvad der stod på navneskiltet og kromandens visitkort.
I DE FØRSTE mange år var navnet Restaurationen på Kvægtorvet, senere Kvægtorvets Restauration og i 1973 Kvægtorvets Cafeteria og Bodega. I 1987 tog den nuværende ejer konsekvensen af folkeviddets vedholdenhed og gav stedet det officielle navn Restaurant Kohalen.
Vi havde bestilt bord på, hvad vi troede var en lidt død torsdag. Sådan så det da også ud lige indtil det øjeblik, da vi åbnede døren og blev mødt af et mylder af mennesker i færd med at indtage traditionelle frokoster med rigelige mængder fadøl og snapse i så stort udvalg, at de har et helt kort for sig selv.
For et år siden ville luften have været tyk og blå af tobaksrøg, men alle holdt sig til gældende lov. Luften var ren og frisk, ikke mindst fordi døren til baggården jævnligt blev åbnet for at lukke rygere ud og ind.
RETTERNE er traditionelle, og priserne er rimelige. Fra 24 kr. for en uspecificeret håndmad, som absolut skal spises med kniv og gaffel, til 156 kr. for en wienerschnitzel eller en engelsk bøf af 250 gram oksefilet.
Der er også et vinkort, men stedet, spisekortet og stemningen indbyder først og fremmest til perlende fadøl og iskold snaps. Faktisk så vi ikke en eneste flaske vin på bordene, selv om stort set alle pladser var optaget.
Vi dristede os til, hvad der på kortet blev præsenteret som byens største pariserbøf til 88 kr., og en flæskeæggekage til 69 kr.
Vi drak mineralvand til, og det valg var vi ret alene med. Pariserbøffen med masser af friskreven, rivende stærk peberrod nærmest kaldte på en stor, iskold fadøl med en snaps til. Bedre blev det ikke på en anden side af bordet, hvor ledsageren mente, at den gode æggekage med herligt sprødstegt flæsk kunne have fortjent en øl og en snaps. Men det var midt på dagen, og vi var på arbejde.
Vi sluttede af med en traditionel friturestegt camembert med syltetøj og pandekager med is.
CAMEMBERTEN var så tykt paneret, at der slet ikke blev brug for brødet, og pandekagerne var glimrende og næppe hjemmelavede.
Vi sluttede med kaffe og te og forlod Restaurant Kohalen med en rar fornemmelse af have gæstet et hyggeligt sted. Maden er udmærket og uforstilt, og det samme er betjeningen, indretningen og atmosfæren. Det er et sted, som vi godt vil anbefale byens gæster at besøge. Regning: 355 kr.
På et enkelt punkt har restauratøren ikke bøjet sig for folkeviddets krav på kohale. Der er hverken oksehaleragout eller oksehalesuppe på spisekortet.