Anmeldelse af restaurant kohalen
Alle de klassiske kroretter er repræsenteret på spisekortet. Priserne er rimelige, portionerne er store og stemningen er god. Ikke sært, at her er fuldt optaget.
Byens største pariserbøf,” står der på kortet.
»Hvor stor er det,« spørger gæsten.
»Stor«, svarer restauratøren.
»Ja, men hvor stor,« insisterer gæsten.
»Stor,« gentager restauratøren og viser noget stort og rundt med hænderne, og da han åbenbart fornemmer, at gæsten er i det snakkesalige hjørne, tilføjer han:
»Do bliver mæt.«
Det må komme an på en prøve. Således bestilles byens største pariserbøf (128 kr.) og en fadøl (50 kr.) til anmelderen, mens ledsageren vælger et stykke med leverpostej med bacon, champignon og syltede rødbeder (50 kr.), en engelsk bøf (128 kr.) og en danskvand til 28 kr. Sådan er det på restaurant Kohalen helt ude i den østlige ende af Jægergårdsgade, ude mellem havnens arkitektonisk påtrængende industribygninger.
Egentlig burde der måske slet ikke ligge en restaurant her. I hvert fald er det nok ikke, hvad en moderne byplanarkitekt ville foreslå, men Kohalen var her også længe før, nogen nulevende byplanarkitekt blev født.
På restaurationens hjemmeside kan man læse, at den blev etableret i 1907. I de første år hed den ”Restaurationen paa Kvægtorvet”. Den blev udvidet med en etage i forbindelse med landsudstillingen i 1909. Det officielle navn var senere gennem mange år ”Kvægtorvets Restauration”. En for længst nedlagt frokoststue, hvor chauffører og andre ansatte kunne spise deres madpakker, blev kaldt ”Kohalen”, og for stamgæsterne blev det efterhånden navnet på hele restauranten. Efter en modernisering i 1973 blev stedet formelt omdøbt til ”Kvægtorvets Cafeteria og Bodega”. Men navnet Kohalen lod sig ikke fordrive, og fra 1987 har det været det officielle navn.
Ingen oksehale
Nu kunne man tro, at oksehalesuppe og oksehaleragout ville være signaturretter, men Kohalen er kun repræsenteret ved en udstoppet sådan, som fra sin plads højt på væggen stikker ud i lokalet og understreger en vis afslappet humor. Udefra kunne stedet godt ligne et værtshus af den slags, hvor man kan få et sæt og et par lussinger, hvis man spiller københavnersmart. Men de lokale ved bedre. Det er absolut en af byens bedre frokostrestauranter. Vi havde på forhånd erfaret, at det er en god idé at bestille bord, helst endda et par dage i forvejen.
Sandheden i den anbefaling var tydelig, da vi anduvede ved middagstid en ganske almindelig onsdag kl. 12.00. Der var allerede godt fyldt op, og ved samtlige tomme pladser var der små sedler, som tilkendegav, at pladserne var reserverede.
Jes og Rita Laustsen, som har drevet Kohalen siden 1998, manøvrerede med rutineret, afslappet venlighed mellem de tæt besatte borde og fordelte bjerge af stegt flæsk med persillesovs, mørbradbøffer, wienerschnitzler, tarteletter, sildetallerkener og hvad der ellers er på det absolut traditionelle kort, som signalerer dansk kro.
De mange gæster er forskelligartede, mildt sagt. Der er folk, som taler om stedet på en måde, som tilkendegiver, at der er tale om deres første besøg, og der er stamkunder, som skal hilse hjemme.
Kohalen har et vinkort, men det er tydeligvis øl, snaps og især cola og hvid vand, der ledsager maden. Lige som anmelderens ledsager denne onsdag afstår fra alkohol pga. intellektuelt krævende opgaver efterfølgende, nyder ganske mange af gæsterne alkoholfrie drikke til maden. »Den ser godt nok lidt klejn ud,« bemærker anmelderen ved serveringen af pariserbøffen i et lidt kikset forsøg på at være morsom. »Do ka’ bare gå i gang,« replicerer restauratøren, og her kunne man forledes til at tro, at der var tale om en ubehøvlethed, men hele stemningen og det skælmske, forsonende smil peger i en helt anden retning: Venlig, rustik afslappethed.
Bøffen var ganske rigtigt stor. Vel op imod 300 gram oksekød i rå vægt. Den var stegt helt perfekt. Lyserød og saftig. Dertil det traditionelle tilbehør: Rå løg, reven peberrod, kapers, hakkede rødbeder, pickles, persille og to æggeblommer. Og ja, den mættede. Også på den anden side af bordet var der fuld tilfredshed med serveringen. Velsmagende leverpostej med stegte champignon og sprød bacon til og så naturligvis godt, groft rugbrød med smør. Den engelske bøf var også helt klassisk: Mediumstegt, mørt kød, syltede asier og masser af bløde løg.
Her kunne vi egentlig godt være stoppet, hvis formålet alene havde været at blive mæt på en behagelig måde, men når man er på arbejde, skal man havde det hele med. Vi sluttede med en ostetallerken (78 kr.) til ledsageren, mens anmelderen i dagens anledning mandede sig op og bestilte et stykke med gammel ost, sky og fedt på groft rugbrød (68 kr.). Den slags går ikke an uden en snaps, denne gang en rød Aalborg.
»Almindelig eller lille,« spurgte betjeningen, og anmelderen forstod det lille hint: En almindelig er fire cl og koster 50 kr.
Lav det aldrig om
Vi sluttede af med kaffe og te (28 kr.) og enedes om, at dette sted aldrig må laves om. Lad det stå i 100 år til, gerne mere. Og lav ikke om på de bleggrønne vægge eller træpanelerne.
Slip aldrig nogensinde en eller anden smartenheimer løs på dette sted, som tror, at der skal være designermøbler, stål, glas og spejle eller den slags, og vov ikke at nævne nyt nordisk køkken, fransk haute cuisine eller noget som helst moderne.
Fire stjerner til Kohalen fordi den er, som den er.